Begrebet “strikning” stammer oprindeligt fra ordet “strik” som var en teknik der grundlæggende gik ud på at bruge garn samt to pinde til at lave en form for sammenhængende løkker. Teknikken benyttede som oftest to pinde men kunne dog også omfatte flere pinde – tilsvarende hvad vi i dag bruger til strikning af strømper. Denne form for sammenbinding af garn i masker, skulle senere gå hen og blive det som vi i dag kender som strikning. En af de første beklædningsgenstande som benyttede denne form for sammenbinding af masker, var sokker. En tilsvarende teknik blev kaldt “Nålebinding”, forskellen var dog at der her blev benyttet garn og en enkelt pind. Dette skulle blive starten på det som vi betegner som hækling.

Det formodes, at strikning har sin oprindelse i Mellemøsten – der er ingen videnskabelige beviser men fortællinger og historier tyder på det. Herfra fandt det sin vej til Europa og Amerika via Middelhavets handelsruter og de mange handelsrejsende som havde deres gang til Europa. Det ældste kendte stykke strik er blevet fundet i Ægypten, og det formodes at kunne dateres tilbage til omkring det 11. – 14. århundrede.

I Europa udviklede strikningen sig, og i Spanien ansatte den kongelige familie muslimske strikkere til at strikke deres beklædning samt andre brugsgenstande. Fund fra flere europæiske byer viser, at strikningen meget hurtigt bredte sig rundt om i Europa op gennem det 14-århundrede. Senere i det 16. århundrede fandt strikningen så sin vej til Storbritannien. Herfra var vejen kort til Skotland, hvor strikning gennem det 17. og 18. århundrede blev en god indtægtskilde for mange kvinder. Strikkede beklædningsgenstande som sokker og trøjer var populære handelsvarer, især de lokale fiskere var glade for de tykke trøjer så de kunne holde varmen når de var på langvarige ture til søs. Med tiden udviklede trøjernes design sig, og strikkerne begyndte at sætte deres eget udtryk på trøjerne, og de blev derfor unikke og avancerede i deres udseende. Ud fra trøjernes design og sindrige mønstre, blev det snart muligt at genkende de enkelte lokale områder hvor trøjerne kom fra.

Med den voksende udvikling, fulgte også ideer til hvordan strikningen kunne gøres mekanisk og derved få maskiner til at gøre arbejdet. Da den industrielle revolution begyndte, blev uldspinde-maskinerne hurtigt populære og samtidig en mulighed for at producere tyndt og fint garn. Garn som kunne bruges til tyndt strik avancerede lace-mønstre, og strikning til tekstilfremstilling for beklædningsindustrien.

I Kina, befandt sig en håndfuld russere som efter at have overlevet 1. Verdenskrig, var flygtet til Kina. Her begyndte de at undervise kineserne i strikningens kunst. I stedet for at bruge det mere traditionelle uld, valgte de her at bruge hår fra kameler som nok har været nemmere tilgængeligt.

Vi springer op i tiden efter 1. Verdenskrig og går hurtigt fremad til 2. Verdenskrig og især England. Det britiske krigs-ministerium og Informationsministerium havde igangsat et projekt som gik ud på at få folk til at strikke specifikke ting til den britiske hær og flåde- Strikkede beklædningsgenstande, som de kunne bruge til at holde sig varme. Dog var uld blevet svært at få fat og derfor blev strikkerne kreative så hvorfor ikke genbruge uld fra genstande som ikke længere kunne bruges, til at strikke nye og brugbare ting. Samtidig var det med til at vise soldaterne, at de ikke var alene og havde fædrelandets støtte.

Efter krigens afslutning, strikning blev mere populært som fritidsbeskæftigelse. Mønstrene blev mere avancerede og udvalget af garnkvaliteter, farver og materialer fik strikningen til at udvikle sig hastigt. I den grad at skoler begyndte at undervise eleverne i strikning. I 1980’erne, havde maskinstrikning opnået stor popularitet, og interessen for håndstrikning dalede da maskinstrikningen var væsentlig hurtigere og billigere end de traditionelt strikkede beklædningsgenstande.

Længere fremme, i det 21. århundrede fik den traditionelle strikning en kæmpe opblomstring. Udvalget i forskellige materialer og farver voksede, med internettets popularitet fulgte strikkeblogs samt online guider til at lære strikningens elementer og teknikker.

Strikningen er desuden gået hen og blevet en del af gadebilledet, i form af yarnbombing hvor genstande som bænke, lygtepæle, træer og meget mere beklædes med store stykker af strik. Ofte mange mindre stykker strik som er sat sammen så de passer i formen til den pågældende genstand.

I dag er strikning, kendetegnet ved at være mere end bare en hobby. Det er en livsstil for dem som elsker håndarbejde og det kreative, at udfolde sin kreativitet med garn og mønstre til ting som kan bruges. Til og med er det sundt, det siges at strikningen i sig selv er en form for meditation.

Del: