Husk strikkeprøven

Har du lige forelsket dig i det lækreste garn eller fundet den perfekte opskrift, og kribler det i fingrene for at komme i gang med strikkepindene, så kan det godt være at det ikke altid er lige sjovt først at skulle lave en strikkeprøve. Det kan bare ikke gå hurtigt nok med at komme i gang med dit strikkeprojekt.

Jeg har selv utallige gange startet på et projekt, for derefter at finde ud af at ærmerne var temmelig stramme eller at blusen kunne vikles to gange rundt om mig fordi den var blevet alt for bred. Så var det den tunge gang med at trævle op, få lavet en strikkeprøve og så starte helt forfra igen. I bagklogskabens evigt klare lys, tager det også kortere tid at lave en strikkeprøve end det tager at trævle et halv- eller helfærdigt projekt op, men der er stadig en vis irritation som følger med over det at skulle pille hele det arbejde op som lige er blevet strikket. Der vil selvfølgelig altid være projekter, hvor strikkefastheden ikke har den store betydning. Det kan for eksempel være hvis du vil strikker et afslappet, hyggetæppe elller et luftigt sjal, hvor det ikke er så vigtigt om maskerne er lidt løse i det. Hvis du derimod skal lave en bluse eller tøj som selvfølgelig skal passe både i bredde og længden, så er det en rigtig god ide lige at tage den tid der skal til for at få lavet en strikkeprøve og sørge for at strikkefastheden er i orden.

Hvordan laver du en strikkeprøve ?

En strikkeprøve laver du for at finde ud af hvor mange masker og rækker der er på strikketøjet, indenfor 10 x 10 cm med det anvendte garn. Disse tal angiver strikkefastheden, en betegnelse som altid er angivet i strikkeopskrifter og som er vigtig at overholde for at det færdige arbejde holder de færdige mål. På et garnnøgles banderole står der altid den anbefalede pindestørrelse samt antal af masker indenfor 10 cm, ofte vil der både være angivet masker samt antal rækker pr. 10 cm.

banderole1

Med det ønskede garn, slåes 30-40 masker op på de pinde som skal anvendes til arbejdet – det anbefales at du slåer 1,5 gange antal masker i forhold til det som står i opskriftens strikkefasthed. Strik glatstrik indtil prøven måler 15 cm, luk alle masker løst af. Strikkeprøven presses let med et varmt strygejern, så det bliver glat. Afmærk et område på 10 x 10 cm, det er en god ide at sætte knappenåle som markører de er nemme at se, når der skal tælles. Nu begynder du at tælle antallet af masker mellem markørerne i bredden og herefter antallet af rækker/pinde i højden.

strik1_med_ramme

I eksemplet her er der 24 masker indenfor 10 cm, og 28 pinde på 10 cm, prøven er strikket på pinde 3,5. Har du i din strikkeprøve, strikket det samme antal masker og pinde som oplyst i din opskrift, så er det bare med at komme igang med at strikke. Hvis strikkeprøven derimod ikke stemmer overens med den ønskede strikkefasthed, så kan det måske være at du har fået flere masker indenfor de 10 cm – så må du finde nogle tykkere pinde og prøve dig frem indtil du rammer det rigtige antal masker. Hvis du derimod har færre masker så bliver strikketøjet for løst og du må finde nogle tyndere pinde.

strikkeproeve1-billede


Nogle gange kan du nøjes med kun at gå et halvt pindenr. op eller ned, og andre gange 1 nummer, men afvigelsen må ikke være for stor for så kan det være at du skulle overveje noget andet garn som passer bedre i strikkefastheden.

Bliv inspireret

Back to top button