Korte bukser til drenge

Smarte sommerbukser til drenge, bukserne er 3/4 lange så de er perfekte til lune sommerdage. Her er de strikket i en sommerlig lyseblå farve med lime-grønne striber, i livet er der en bred ribkant så bukserne sidder godt samtidig med at bindebåndet sørger for at bukserne ikke falder ned når der kravles rundt.

Størrelse: 6 – 9 mdr.
Materialer: 50 gr lyseblå, 50 gr lime i Red Heart Baby
Pinde: rundpind nr. 3,5
Strikkefasthed: 10 cm = 25 m

Mønster: *4 pinde lime, 8 pinde lyseblå* – gentag fra * til *

Bukserne strikkes nedefra og op.

Forstykke:
Der startes med højre bukseben. Slå 32 m op på pinde 3,5 med lyseblå og strik 2,5 cm rib – 1 ret, 1 vrang.
Skift herefter til lime, og forstæt i glatstrik. Samtidig tages i højre side ud for 1 maske på hver 8. pind, ialt 3 gange.

Når arbejdet måler 10 cm, lægges det tilside og der strikkes et tilsvarende bukseben – blot modsat med hensyn til udtagninger.

Saml begge bukseben på en pind – så udtagnings-siden vender mod hinanden. På 1. pind strikkes de to midterste masker sammen. Fortsæt med mønster til arbejdet måler 17 cm fra skridtet. Læg til side.

Bagstykke:
Strikkes som forstykke. Nu samles både for- og bagstykke på rundpind og der strikkes rundt med rib – 1 ret, 1 vrang.

Når ribben måler 7 cm, lukkes af for alle masker. Sørg for at lukke løst af.

Montering:
Hæft ender, og sy for- og bagstykke sammen i siderne og langs indersiden af benene.
Med dobbelt-tråd lime, hækles et bindebånd med luftmasker i ønsket længde.

Træk bindebåndet igennem masker i ribben, sørg for at ind- og udgangshuller er jævnt fordelt med 2 udgangshuller foran.

Du kan også vælge at strikke huller til bindebåndet, placer dem jævnt fordelt når der er strikket 3 cm.

Sådan strikker du huller: luk af for 1 maske og på næste pinde slåes 1 maske op over den aflukkede maske. Fortsæt med rib til ribben måler 7 cm.

Bliv inspireret

Back to top button